En praksis-pædagogisk og løsningsorienteret uddannelse
Memox’ Familiebehandleruddannelse uddanner dig til at kunne hjælpe udsatte familier til varig, hurtigere og bedre trivsel.
På uddannelsen gennemgår vi relevant teori inden for familiebehandling. Samtidig får du konkrete redskaber og metoder, som forbereder og ruster dig til de praktiske udfordringer, dilemmaer og komplekse arbejdssituationer, som en familiebehandler skal kunne håndtere.
Gennem hele forløbet inddrager vi deltagernes egne konkrete erfaringer, og undervisningen foregår som en vekselvirkning mellem teori og praksisnære øvelser, rollespil, diskussioner, oplæg m.m.
Det er vores ambition, at du efter hvert undervisningsmodul har fået nogle konkrete og brugbare redskaber til din værktøjskasse som familiebehandler.
Hvad er Memox’ tilgang?
Vi ser potentialet og forandrer menneskers liv.
I Memox finder vi løsninger sammen med familien ved at fokusere på de positive undtagelser og gøre mere af dét, der virker - fremfor at tale om problemer. Derfor har vi vores fokus på familiens egne ideer til løsninger, og hvad familien allerede gør, som er konstruktivt.
Hvem kan søge ind på familiebehandleruddannelsen?
Uddannelsen er først og fremmest til dig, der har en grunduddannelse inden for det socialfaglige felt. Men også personer, der interesserer sig for det socialfaglige felt eller arbejder i områder, som grænser op til det, kan gennemføre uddannelsen med stort udbytte.
Læs mere om, hvordan du ansøger og tilmelder dig til uddannelsen
Hvordan er uddannelsen bygget op?
Uddannelsen består af syv moduler, hvoraf det sidste, modul 7, er et særligt eksamens- og opsamlingsmodul.
- Modul 1 - Personlig bevidsthed
- Modul 2 - Barnet og den unges udvikling
- Modul 3 - Kriser, svigt og sorgs betydning i familiearbejdet
- Modul 4 - Kulturforskelle i familiestrukturer og opdragelsesformer
- Modul 5 - Forandring og kommunikation
- Modul 6 - Netværk og tværfagligt samarbejde
- Modul 7 - Opsamling og eksamination
Du har mulighed for at tilmelde dig et enkeltstående modul, og du kan tage modulerne i den rækkefølge, der passer dig bedst - modul 1 og modul 7 skal dog tages som det første og det sidste.
Hvad er kravene til eksamen og certificering?
Alle, der gennemfører uddannelsens 6 første moduler med 90 procents tilstedeværelse, kan gå til eksamen og får et kursusbevis, mens kravet til en certificering er følgende:
- Deltageren har en bachelor – eller dét, der svarer til en bachelor på en ældre studieordning.
- Deltageren har mindst 2 års relevant erhvervserfaring.
- Deltageren består eksamen.
Hvem underviser?
Vi har et undervisningsteam, som består af både eksterne og interne kræfter med høj faglig kapacitet og bred undervisningserfaring. Efter hvert modul evaluerer deltagerne den enkelte underviser, så vi løbende kan følge og optimere undervisningen for hvert modul.
Hvor og hvornår?
Al undervisning foregår i Memox' lokaler på Eliasgade 10, 2300 København S. Hvert modul ligger i en weekend fra fredag til søndag, og undervisningen foregår i følgende tidsrum:
- Fredag kl. 13.00-21.00
- Lørdag kl. 10.00-18.00
- Søndag kl. 10.00-16.00
Der er holdstart i august og i januar måned.
Memox - Multietnisk mentorordning og familiebehandling | Tlf. 53 80 33 17 | Sjælland | Fyn | Jylland | CVR: 37851582